Danske Døves Landsforbund
Et digitalt opslagsværk i dansk tegnsprog

2026
Et digitalt opslagsværk i dansk tegnsprog
Et nyt tegnsprog.dk gør det nemmere at forstå, lære og navigere i dansk tegnsprog - for både døve og hørende.
Opgave
Danske Døves Landsforbund, Københavns Professionshøjskole og Dansk Tegnsprogsråd står bag tegnsprog.dk, som er et digitalt opslagsværk med over 2.250 tegn i dansk tegnsprog. Sitet bruges bredt – både af døve og af hørende eller andre, der ønsker at forstå et tegn, de har set, eller finde tegn inden for et bestemt emne.
Den eksisterende platform havde fungeret siden 2008 og rummede en velfungerende, men kompleks søgelogik. Samtidig var brugeroplevelsen blevet utidssvarende med en navigation, der gjorde det svært at finde rundt særligt for nye brugere.
Dwarfs opgave var at modernisere platformen og skabe en mere intuitiv og tilgængelig oplevelse, uden at gå på kompromis med den eksisterende funktionalitet. Med andre ord: at vende løsningen “indefra og ud”, så faglighed, søgelogik og UX blev bundet tættere sammen.
Løsning
Det nye tegnsprog.dk er designet med fokus på enkelhed, overblik og tilgængelighed, samtidig med at de tre centrale måder at søge på er bevaret og tydeliggjort: via tegn, via ord og via emner.
Opgaven tog udgangspunkt i en eksisterende og relativt velfungerende platform fra 2008, som trængte til et visuelt og oplevelsesmæssigt løft. Ambitionen var at skabe et mere moderne og brugervenligt site, uden at miste den funktionalitet, der allerede virkede.
Vi blev tidligt enige om at videreføre den eksisterende søgelogik. På papiret lød det som en overkommelig opgave, men det viste sig hurtigt at være en af projektets største udfordringer. Det krævede, at vi satte os grundigt ind i den eksisterende - og til tider ret snørklede - logik for at kunne løfte oplevelsen uden at bryde det faglige fundament.
I frontenden var den største udfordring at skabe en intuitiv oplevelse på trods af de mange søgeparametre. Det krævede flere iterationer at finde den rette balance mellem funktionalitet og enkelhed. Blandt andet er det nu muligt at justere afspilningshastigheden på tegn, så brugerne lettere kan følge med.
Sitet er bygget med Astro 5 og Vue 3 (islands architecture) for at sikre performance og fleksibilitet. Tailwind 4 er brugt til styling, Sanity fungerer som headless CMS, og der er implementeret accessibility tests med Playwright for at sikre høj tilgængelighed
Resultat
Den nye version af tegnsprog.dk gik live i forbindelse med Dansk Tegnsprogsdag den 13. maj 2026.
Resultatet er en markant forbedret brugeroplevelse med en mere intuitiv navigation og et design, der gør det lettere at finde og forstå tegn - både for døve og for hørende.
Det er stadig tidligt at måle på performance og brug, men fundamentet er nu på plads: En moderne, skalerbar platform, der gør det nemmere at tilgå og arbejde med dansk tegnsprog i hverdagen.
"Ordbogen er en værdifuld ressource for mange folk, der bruger og arbejder med dansk tegnsprog. Det var vigtigt for os at finde en samarbejdspartner, der både forstod den faglige betydning af ordbogen, og at opgraderingen omsættes til en tidssvarende teknologi, der gør det nemmere for brugerne at navigere ordbogen. I samarbejdet med Dwarf oplevede vi en høj grad af professionalisme, forståelse og fælles engagement i projektet.
Vi har haft en tæt og konstruktiv dialog gennem processen, hvor der har været fokus på at finde de rigtige løsninger frem for de hurtige løsninger. Når vi stødte på udfordringer undervejs, blev de håndteret i fællesskab og med stor forståelse for både brugernes behov og ordbogen som et vigtigt, men også komplekst sprogværktøj. Resultatet er en løsning, der både respekterer ordbogens faglige fundament og samtidig gør den mere tilgængelig og brugervenlig for alle”.
Mads Jonathan Pedersen
Lingvist og projektleder for Ordbog over Dansk Tegnsprog









People
Team
Alle dwarf profilerRelateret cases
Tuborgfondet
Et nyt digitalt univers, der gør det lettere for unge at finde vej til støtte































