Med 77.000 medlemmer, der skal serviceres af over 100 ansatte fordelt på kontorer i alle landets fem regioner, kan den interne kommunikation være en udfordring. Både den strategiske fra ledelsen og medarbejdernes daglige deling af erfaringer. Derfor har Lærernes A-kasse i samspil med Dwarf redesignet de interne kommunikationsredskaber.
Dwarf har skabt et intranet, der kombinerer de sociale aspekter fra Facebook med en professionalisme, der sikrer, at ledelsen kan kommunikere officielt og direkte med organisationens ansatte. I det interne community kan de ansatte oprette profiler, fortælle om sig selv, oploade billeder og have en dialog med andre ansatte. Det giver en anderledes social indgangsvinkel til kollegaerne og skaber rammen om en fælles identitetsopbygning. Samtidig er det nye intranet blevet integreret i organisationens andre systemer, så de ansatte kun behøver at logge på ét sted.
Kommunikationskonsulent i Lærernes A-kasse, Majken Andersen, uddyber: ”Før havde vi et intranet, men brugervenligheden var i bund, så ingen benyttede det. Nu kan ledelsen håndtere aktuelle sager med direkte kommunikation til de ansatte. Derudover kan de ansatte lære hinanden bedre at kende. Og hvis folk kender hinanden godt, arbejder de bedre sammen. Det skaber klar værdi for os.”
Selvom mange ansatte allerede har taget imod initiativet med åbne arme, oprettet profiler og skrevet kommentarer, stopper ambitionerne ikke her. For Dwarf videreudvikler løbende det interne community sammen med Lærernes A-kasse. Målsætningen er, at endnu flere ansatte vil benytte intranettets muligheder i dagligdagen. Det handler om at gøre løsningen enkel, stabil og med klar værdi for både ledelse og ansatte.

