Gavebokse er en gevinst for udbyderne

Whitepapers & analyser

Danskerne er vilde med at give hinanden gavebokse til kulturtilbud, madoplevelser og adrenalinkick. Det er en fed gevinst for udbyderne, der i det seneste år har scoret et tre-cifret millionbeløb i uindløste gavebokse.

I samarbejde med Magasinet Penge på DR1 har Dwarf foretaget en undersøgelse af hvor mange gavebokse, der reelt får karakter af rene foræringer tilbage i lommen på udbydere som bl.a. Smartbox og GoDream – ganske enkelt fordi de forbliver uindløste og aldrig omsættes til reelle oplevelser.

Omtrent 345.000 gavebokse til en anslået værdi af lidt mere end 175 millioner kroner bliver hvert år efterladt i skuffen hos danske forbrugere.

14 % af markedet er inaktivt

39 % af danskerne har det seneste år modtaget en eller flere gavebokse til oplevelser. Undersøgelsen viser, at der alene i Danmark sælges ca. 2,5 mio. oplevelser på boks pr. år – både gennem e-commerce og hos fysiske forhandlere. Det er dog ikke så ligetil at få folk til at indløse gaveboksene.

Dwarfs undersøgelse viser, at 14 % af de købte gavebokse, aldrig indløses. I 2015 anslog Smartbox’ direktør Henrik Berg til sammenligning i Søndagsavisen, at uindløste gavebokse på det danske marked udgjorde ”nogle procent”.

Gaveboksene har i gennemsnit en værdi på lidt mere end 500 kr. pr. stk., og dækker blandt andet kategorier inden for mad og gastronomi (57 %), rejser og weekendophold (16 %) samt kultur og fritid (13 %).

En nem gave - svær at elske

At gavebokse er en nem gave at give, giver sig selv. Det er straks mere problematisk at hverken udbyderne eller oplevelserne i sig selv scorer særligt højt i den såkaldte Net Promoter Score (NPS), som er en anerkendt måde at vurdere kunders vilje og lyst til at anbefale og tale positivt om et produkt eller en service.

Som branche lander udbyderne på en NPS på -15 %. Det kniber med tilliden og det på trods af, at det hos nogle udbydere både er muligt at forlænge udløbsdatoen og ombytte gaveboksen.

Bedømmelsen af oplevelserne ender på marginalt bedre -4 %, og det er rent faktisk, selvom       73 % svarer, at den seneste oplevelse, de havde, levede op til deres forventninger. De to negative NPS-tal er alvorlig læsning for både udbydere og branche, fordi en dårlig oplevelse risikerer at påvirke både givers og modtagers lyst til at købe den næste gaveboks.

Hellere en gaveboks end ingenting

På trods af folks tvivlsomme forhold til oplevelser og udbydere, ser gavebokse ud til at have vundet indpas hos danskerne. Gavebokse bliver modtaget med kyshånd, når ønskerne ikke slår til, på trods af at næsten 25% opfatter gavebokse som en ”upersonlig og ligegyldig” gave.

Som en lille krølle på halen angiver mere end 50 % af de adspurgte, at de modtog deres seneste gaveboks fra nær familie eller en kæreste/ægtefælle.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 2.277 danskere mellem 18 og 70 år, og fastslår at 63 % af de adspurgte på et eller andet tidspunkt har givet eller modtaget en gaveboks.

Allerede i 2014 lavede Dwarf en tilsvarende undersøgelse af danskernes forbrug af værdibeviser – de såkaldte deals fra virksomheder som Sweetdeal og Downtown.