Dwarf


Gratis whitepaper

Webshop Excellence 2011 - De mest populære webshops i Danmark (32 siders PDF)
Baseret på svar fra 2301 danskere har vi udarbejdet en rangliste over de 50 mest populære webshops. Med udgangspunkt i danskernes tilbagemeldinger kigger vi på, hvad digitale købmænd kan lære af de bedste. Hvilke konkurrenceparametre er afgørende i den digitale verden, og hvordan klarer de danske webshops sig i konkurrencen med internationale online købmænd?

Hvert kvartal udgiver Dwarf et whitepaper om et aktuelt digitalt emne. Vores whitepaper distribueres via nyhedsbrevet Dwarf Quarterly.

Loading

Tak for din interesse i vores whitepaper.

Hvis PDF'en ikke åbner automatisk, så klik her

Grænsehandel på nettet truer dansk detailhandel



Mere end hver anden dansker handler nu ind i udlandet via internettet. Og hver tredje køb bliver foretaget i e-butikker uden for Danmark. Samlet køber danskerne skønsmæssigt for 7 milliarder kr. varer i udenlandske e-butikker. Og det tal vil kun vokse i de kommende år.

En række eksperter advarer om, at den voksende net-grænsehandel bliver et stigende problem for dansk detailhandel – selv om den kan være en gevinst for forbrugerne.

Det fremgår af undersøgelsen Webshop Excellence 2011, som webbureauet Dwarf har udarbejdet i samarbejde med Userneeds. 2.301 danskere er blevet spurgt om deres indkøbsvaner på nettet og om at pege på de mest populære butikker på nettet.

”Det er et stort problem, at de udenlandske webshops er billigere og bedre end de danske. Der skal investeringer og en helhjertet satsning til, hvis ikke dansk omsætning og danske arbejdspladser skal gå tabt. Samtidig bør man fra politisk side se på Post Danmark. Vi bliver aldrig en stærk e-handelsnation, hvis Post Danmark bliver ved med at bruge deres de facto monopol til at skrue priserne på pakkepost i vejret,” siger Peter Grønne, partner i Dwarf.

Truslen fra udlandet

Også Mette Skovgaard Frich, seniorkonsulent i Retail Institute Scandinavia, ser grænsehandlen som et stigende problem, dansk detailhandel må formulere et svar på.

”Mange udenlandske virksomheder er så langt fremme i udviklingen af deres e-shops, at de – på trods af fragt og sprogforskelle – i den grad kan tage kampen op med de danske på både udvalg, pris og købsoplevelse,” siger hun.

Der, hvor de udenlandske e-butikker har sværere ved at konkurrere, er på krydskanalsalg. Altså aktører, der både har fysiske butikker og e-butikker, og som forstår at udnytte at have begge dele ved at give kunderne mulighed for at få det bedste fra begge verdener.

”Som jeg vurderer det, er det op til de danske fysiske kæder at blive bedre til at tænke deres fysiske butikker sammen med deres e-butik og få etableret bedre e-butikker, så de fastholder de danske kunder,” siger Mette Skovgaard Frich.

Når polakkerne lærer dansk

Det er især britiske, tyske, amerikanske og svenske butikker, danskerne køber ind i. Polen og andre billiglande er derimod knap så populære, selv om prisniveauet generelt er lavere i de lande. Det er forbrugernes tillid til gengæld også. Men det billede holder ikke nødvendigvis fremover, mener professor Jan Damsgaard fra CBS.
 
”I dag findes polske sider mest på polsk og engelsk, men når de kommer på dansk og med dansk telefon-support, så tror jeg, at forbrugerne i stigende omfang vil inkludere for eksempel polske e-butikker i deres indkøbsovervejelser,” siger Jan Damsgaard.

Allerede nu siger 84 pct. af de danske net-forbrugere, at servicen er lige så god i de udenlandske net-butikker, som i de danske. Og 60 pct. siger, at de ville handle mere i udlandet, hvis de var sikre på at spare penge på det. Det vil sige, at prisen er lav, de samlede omkostninger gennemsigtige, og der er tillid til produkt og bytteret – forhold, som de bedste udenlandske butikker på nettet allerede tilbyder.

Derfor forventer Martin Thorborg, stifter af iværksætterportalen Amino og ekspert i e-handel, da også klart stigende grænsehandel i de kommende år.

”Grænsehandelen bliver kun større. De store udenlandske butikker har større volumen, mens de danske er tynget af høje fragtomkostninger og høj moms. Vi vil miste enormt mange penge på dette,” siger han.

Unge shopper mest i udlandet

Ifølge Webshop Excellence 2011 lægger danskerne i gennemsnit 18 pct. af online forbruget i udenlandske webbutikker. Tendensen til at grænsehandle er udbredt blandt alle aldersgrupper, men de unge grænsehandler mest.

Mens kun hver tredje danske online-forbruger udelukkende handler i hjemlige netbutikker, så gælder det kun hver fjerde i alderen 18-29 års. Og 11 pct. af de unge forbrugere handler faktisk mere i udenlandske netbutikker end i danske.

”Den teknologiske udvikling inden for oversættelsesprogrammer, der nu er standard i nye browsere, fjerner sprogforhindringerne. Der går ikke mere end et par år, så kan den almene dansker logge på en polsk eller tysk hjemmeside og få hele websitet oversat på et forståeligt dansk,” siger Peter Grønne.

Han vurderer, at Google Translate og andre oversættelsesprogrammer kan vise sig at være den største enkeltstående faktor, der vil sikre fuld integration af markeder med forskellig sprog.

”Forbrugerne får muligheder for at shoppe på tværs af landegrænser efter det bedste udbud af varer og billigste pris. Vi snakker ikke kun mellem EU-lande. Hvis et oversættelsesprogram kan oversætte thailandsk, hvorfor så ikke bestille t-shirts og cowboybukser til en sjettedel af prisen? Det bliver kun webshoppens forsendelsesbetingelser, der kan forhindre det. Heldigvis for danske netbutikker med internationale vækstambitioner gælder den logik begge veje,” siger Grønne.

Menu



Bernhard Bangs Alle 25. 2000 Frederiksberg. T: (+45) 38 16 00 00

Info in english