”Det er da et kæmpeproblem, at folk bruger så meget tid på Facebook på arbejdet. Facebook er et socialt medie, som ikke har med arbejde at gøre. Det svarer til at sidde og snakke privat i telefonen en halv time hver dag. Det må arbejdsgiverne sætte ind over for,” siger adm. dir. Peter Grønne fra Dwarf, der rådgiver om forretningsoptimering på nettet.
Danskerne facebooker som aldrig før. Også på arbejdet. Faktisk i et omfang, der svarer til 11 mia. kr. arbejdstimer om året, viser en ny analyse. Dansk Erhverv advarer om at Facebook koster dansk konkurrenceevne og anbefaler arbejdsgiverne at gribe ind.
Det sociale medie Facebook har taget danskerne med storm. 1,9 millioner danskere mellem 18 og 65 år har i dag en profil på Facebook, hvilket er tæt på verdensrekord. Kun Island og Norge har en større andel af befolkningen på Facebook, end Danmark.
Men populariteten koster. Ifølge en analyse af danskernes anvendelse af Facebook, som Dwarf har gennemført i samarbejde med Userneeds, facebooker hver tredje dansker i arbejdstiden. 55.000 bruger mere end en halv time af deres arbejdstid hver dag på Facebook. Det svarer til 10,8 mia. kr. i arbejdstid.
Samtidig er Facebook et udpræget privat medie. Kun 7,8 pct. af de danske Facebook-brugere siger, at de har kunder og forretningsforbindelser som venner på Facebook. Facebook bliver langt overvejende brugt til snak med private venner, familie og bekendte.
”Det er da et kæmpeproblem, at folk bruger så meget tid på Facebook på arbejdet. Facebook er et socialt medie, som ikke har med arbejde at gøre. Det svarer til at sidde og snakke privat i telefonen en halv time hver dag. Det må arbejdsgiverne sætte ind over for,” siger adm. dir. Peter Grønne fra Dwarf, der rådgiver om forretningsoptimering på nettet.
Skader dansk konkurrenceevne
Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv viser analysen, at anvendelsen af Facebook har udviklet sig til et problem for erhvervslivet.
”Det er helt sikkert et problem, hvis danskerne facebooker så meget i arbejdstiden. Vi er overraskede over, at det er så udbredt. Det går ud over produktiviteten og kan have en skadelig indflydelse på konkurrenceevnen. Noget tyder på, at den manglende produktivitetsstigning i Danmark siden 2005 til dels skyldes, at man bruger mere tid på private gøremål i arbejdstiden, såsom at facebooke,” siger Charlotte Vester, underdirektør i Dansk Erhverv.
Hun siger, at det ligger klart inden for arbejdsgivernes ledelsesret at fastsætte retningslinjer for brugen af Facebook i arbejdstiden, og at det er en god ide at tage stilling.
”Det er klart, at når omfanget af Facebook har de dimensioner, så anbefaler vi arbejdsgiverne at udarbejde en Facebookpolitik, så det er klart i hvilket omfang og hvornår medarbejderne må gå på Facebook i arbejdstiden,” siger Charlotte Vester.

