Elegante ejendomme

Nye løsninger

Med vores nye side, som også har fået et gevaldigt visuelt løft, har vi fået opfyldt lige præcis de helt essentielle behov

Cecilie Lykkegaard, Sadolin & Albæk

Viden viser vejen til de rigtige valg. Som i så mange andre sammenhænge gælder det i allerhøjeste grad også i formidlingen af erhvervsejendomme.

Derfor er Sadolin & Albæks nye website skruet sammen om den viden, som virksomheden skaber, og de erfarne mæglere og analytikere, der hjælper kunderne på vej. Sadolin & Albæk er en af Danmarks absolut største erhvervsejendomsmæglere. Måske ikke så kendt uden for sin branche, men helt uomgængelig indenfor.

Sitet skal tale til investorer i ind- og udland, som leder efter de rigtige projekter at gå ind i. Og det skal hjælpe kunderne på lejemarkedet - uanset om de leder efter et domicil på 100.000 kvadratmeter på Amager eller butikslokaler i Aarhus C.

Kontakten mellem kunde og mægler starter oftest på hjemmesiden, men den slutter ikke her med at putte en ejendom i kurven. Så markedsinformationen, vurderingerne og analyserne, som Sadolin & Albæk står for, er centrale i rådgivningen.

Bevares, så er der jo naturligvis også masser af ejendomme og byggegrunde til salg, investering og leje. Men ejendomme er ikke hyldevarer – og slet ikke erhvervsejendomme – så afgørende er det at hjælpe kunderne hele vejen med de gode valg.

”Vores hjemmeside skal understøtte vores profil som en markedsførende rådgivnings- og erhvervsmæglervirksomhed. Siden skal fungere som en kilde til opdateret viden om erhvervsejendomsmarkedet, og man skal nemt kunne finde de oplysninger, man søger – uanset om man vil vide mere om vores services, opdateres om ejendomsmarkedet eller søge efter aktuelle investerings- eller udlejningsejendomme. Med vores nye side, som også har fået et gevaldigt visuelt løft, har vi fået opfyldt lige præcis de helt essentielle behov," siger Cecilie Lykkegaard, der er kommunikationsansvarlig for Sadolin & Albæk.

Dwarf har hjulpet Sadolin & Albæk med det nye digitale univers - fra ideerne over designet og teknikken - til det nye sadolin-albaek.dk. Vi bilder os ind, at konkurrenterne bliver lidt misundelige. Men mindre kan heller ikke gøre det, når nu Sadolin & Albæk fører feltet an og for fjerde år i træk i denne måned bliver kåret som Danmarks bedste ejendomsrådgiver af finansmagasinet Euromoney.

Se det nye site her