Undersøgelse: Sommer på deleøkonomi

Nyheder om Dwarf

Danskerne er tålmodige mennesker, når det kommer til deres ferie. Vi venter gerne med at beslutte indholdet af den til under én måned før afrejse. Vores undersøgelse viste nemlig, at     25 % af danskerne ikke havde booket deres ferie, da vi spurgte dem i den første uge af juni.

Det bør give de aktører i deleøkonomien, der fokuserer på overnatning (bl.a. Airbnb.com, Homeexchange.com og Couchsurfing.com) favorable vilkår for eksistens. Her booker man overnatning fra dag til dag, og der dukker løbende ledige huse, lejligheder eller sommerhuse op. På trods heraf kan vi se nogle mønstre i hvilke danskere, der har taget deleøkonomien til sig.

Vi to, vi deler

Deleøkonomisk overnatning bruges hyppigst af mennesker fra hovedstadsområdet og tiltaler ikke uventet dem under 40 år. 60 % af de der har booket deleøkonomisk bor i Region Hovedstaden, og størstedelen af de der udlejer egen bolig i sommerferien har ligeledes adresse her. Det er på ingen måde overraskende. Globale digitale tjenesters hovedpulsåre er der hvor befolkningen er tættest.

At overnatte deleøkonomisk er hverken et singlefænomen eller et børnefamiliefænomen. Det er lige midt imellem. Mere end totredjedele, af de der booker, bor sammen med en partner og har ingen børn. En tendens der rimer fint på at langt de fleste af de boliger, der er tilgængelige på f.eks. Airbnb.com, er forbeholdt to personer.

Booking af deleøkonomisk overnatning tiltaler et meget bredt udsnit af befolkningen. Både hvad angår booking og udlejning af egen bolig, markerer husstande med højindkomster sig. Det giver næring til tanken om, at deleøkonomi handler lige så meget om vores tilgang til begrænsning af ressourcer som tilgangen til kroner og ører. Indtil videre er 6 % af overnatningerne i danskernes ferie booket deleøkonomisk.

Den typiske danske bruger af Airbnb.com, Couchsurfing.com, Homeexchange.com:

  • Er en kvinde mellem 25 og 35 år bosat i hovedstadsområdet
  • Hun er enten studerende eller lige indtrådt på arbejdsmarkedet
  • Hun er gift eller samlevende, men har ingen børn
  • Hun bor i lejlighed, men er ikke selv tilbøjelig til at udleje sin egen bolig ud

Hør mere om undersøgelsen og dens pointer

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 996 danskere i alderen 18 til 60 år